Vodskov Skytteforening

en skytteforening for alle

Børne skydestillingen indendørs

Tekst og foto; Tommy S. Haun · Model; Lasse T. Christensen

Bordet

Denne skydestilling er også afhængig af bordhøjden. Bordet bør være af en sådan art, at det kan justeres højden, og bordkanten, der vender ud mod skytten, er i en skrå vinkel på ca. 15-20 grader i forhold til skudretningen. Hvis man ikke kan justere bordet i højden, kan man benytte skamler af forskellig højder til justering af stillingen.

Bordets højde findes ved at skytten stiller sig ud for bordet med ansigtet vendt mod skiven. Bordkanten skal være ud for nederste ribben, eller der skal være ca. 2-3 cm luft fra albuerne og ned til bord-kanten, når man løfter armene som vist på billedet. Man kan også checke højden ved, at man går frem på albuerne og stiller sig med hænderne under hagen, så skal stillingen være naturlig at stå i, let foroverbøjet med god støtte på begge ben og albuer, og med hovedet lodret placeret på hænderne, som på nedenstående foto.

Støtten

Støtten skal være af en type som er godkendt ifølge Skyttebogen kap. 12. og skal kunne justeres i højden.

Stillingen

Stillingen indtages ud fra, hvor fødderne skal være og hvor støtten skal placeres. Der skal være ca. en skulders bredde mellem fødderne og de skal stå ca. 15-20 grader i forhold til skudretningen (bemærk, det er de samme antal grader som på bordet). Der skal være ligevægt på begge ben. HUSK man må ikke overstrække benene.

Støtten rettes derefter ind ved at placere albuerne på bordet ud for sig, i en naturlig stilling. Ved at se gennem gaflen på støtten, finder man placeringen af denne. Hvis der er justerbar kolbe-kappe på riflen, skal den placeres mellem top og neutral.Nu kan riflen løftes op på støtten og man kan begynde at finde den endelige skyde-stilling. Riflen skal hvile på den yderste del af skæftet, og der skal være ca. 5 cm. ud til enden af skæftet. Hvis støtten bliver placeret for langt inde mod skytten, øger man risikoen for store udsvingninger.
Riflen føres op til skulderen ved at tage fat med højre hånd på skæftet foran kolbe-kappen. Kolbekappen skal side i den naturlige hulning som der er ved skulderen. Derefter fører man højre hånd frem til pistolgrebet, og tager fat med de tre nederste fingre, lillefinger, ringfinger og langfinger. Kolbekappen skal presses ind i skulderen, så der er god kontakt hver gang, og skal være ens for hver gang. Højre albue skal falde naturligt ned på bordet.Venstre hånd skal holde om/på skæftet, må ikke knuge. Stillingen skal nu kontrolleres. Det kan gøres ved at sigte på skiven, og derefter se væk fra skiven i nogle få sekunder. Hvis sigtet ikke står midt på skiven når man ser igennem igen, skal man flytte støtten til en af siderne, og hvis den ikke passer i højden, skal den justeres til den passer. PAS PÅ, man kan ikke selv flytte på støtten, hvis geværet stadig hviler på den, så få derfor en til at hjælpe dig, eller tag riflen ned.
Korrekt skydestilling set fra venstre, til hjælp kan man læne sig op ad bordet, men pas på, at man ikke kommer til at presse for meget på luftvejene. Pas på med placeringen af støtten, den skal være ca. 5 cm. fra skæftets afslutning.

CHECKLISTE

  1. En skulders bredde mellem fødderne.
  2. Fødderne skal placeres 15-20 grader i forhold til bordkanten, det samme som bordkanten er i.
  3. 5-10 cm afstand fra fødderne til bordkant.
  4. 2-3 cm afstand fra albuer til bordkant.
  5. Nederste ribben ud for bordkant.
  6. Ret støtten ind, ved at se gennem gaflen og grovjuster højden på den.
  7. Tilpas kolbekappen imellem top og neutral.
  8. Placer kolbekappen ind i hulningen.
  9. Kontroller placering af kolbekappe i skulderen, HVER GANG.
  10. Fast tag i pistolgrebet med pres ind mod skulderen.
  11. Højre arm/albue skal falde naturligt ned hver gang og helst samme sted hver gang.
  12. Hovedet placeres samme sted på kindpuden hver gang og holdes så lodret, som muligt.
  13. Slap af i alle muskelgrupper.